Valgforbund  – en lille analyse

Partierne kan ved regions- og kommunalvalg indgå valgforbund. Det indebærer, at de partier, der indgår i valgforbundet, tildeles mandater, som om de var et samlet parti. Først derefter fordeles så det antal mandater, valgforbundet har opnået, på de enkelte partier, i øvrigt efter de samme regler, som gælder for fordelingen af mandaterne mellem partierne (herunder valgforbundene) ved den første mandatfordeling.

Valgforbundet indebærer, at de partier, der indgår i det, samlet vil stå stærkere, end de gør hver for sig. Det kan udmønte sig i en mandatgevinst for den blok af partier, der har indgået
valgforbundet, målt i forhold til summen af de mandater, de ville opnå uden valgforbund.

Et valgforbund af to partier vil gavne begge de indgående partier. Den gavn, de vil have af det, er proportional med deres størrelse. Et valgforbund af tre partier vil også tilsammen få mere ud af det, end hvis de to partier indgår et valgforbund, og det tredje ikke indgår i valgforbundet. Men det er ikke sikkert, at de to partier, der har indgået et valgforbund, opnår noget ved at udvide valgforbundet med det tredje parti. De kan meget vel tabe på det. Sandsynligheden for, at et parti får noget ud af et valgforbund, er nemlig proportionalt med partiets størrelse. Og indgår to mindre partier et valgforbund med et større parti, kan de to små tabe på det i forhold til den situation, at de havde indgået valgforbundet uden det tredje parti. Til gengæld vil det store tredje parti få en fordel, som mere end opvejer, hvad de to små sætter til.

Der kan være mange grunde til at indgå valgforbund. Grundlæggende handler det jo om at sikre valgforbundets partier under ét flere mandater og andre partier færre. Der kan være tale om:

– angreb (“Vi vil have mandater”),
– forsvar (“De andre laver dem”)
– hjælp (“Hellere A end O”)
– håb eller aftaler om gensidighed (“Plads i skatteankenævn eller gymnasiebestyrelser som modydelse”).

Særligt i situationer, hvor blokke af partier slås om magten i en kommune, ser man tit store valgforbund, som har det formål at få eller bevare flertallet i kommune for blokken. Venstrefløjen går i valgforbund med Socialdemokraterne “for at forhindre at de borgerlige overtager magten på rådhuset” osv.

Bag alt det ligger der naturligvis en mere eller mindre bevidst opfattelse af, at det er bedre, at de partier, man indgår i valgforbund med, får mandater og magt, end at de andre gør det. Altså at forbundsfællerne er tættere på en politisk, end de øvrige partier er det. Ofte er denne opfattelse næsten rygmarvsagtig: “Sådan et plejer vi at have med jer”.

For små partier kan der også bag et valgforbund ligge det ønske, at man kan sige til vælgerne, at de ikke spilder stemmen ved at stemme på partiet. Opnår man ikke valg, går stemmen til at vælge en fra et nærtstående parti i stedet. Det er usikkert, hvor mange vælgere, der egentlig interesserer sig for den slags. De fleste stemmer uden at skænke valgforbund en tanke, men for et mindretal af ubestemmelig størrelse kan argumentet om stemmespild have betydning. Omvendt kan man også en sjælden gang møde en vælger, som finder, at man har indgået et valgforbund med en for vælgeren uacceptabelt parti (“De idioter vil jeg ikke risikere får min stemme, heller ikke indirekte”), men det sker ikke tit, også fordi det jo normalt er partier, der ikke ligger alt for fjernt, man indgår valgforbund med.

Selv om man derfor givet vis over alt har ganske gode og fornuftige grunde til at indgå de valgforbund, man indgår, kan der godt mange steder være grund til at tænke en lille smule dybere over dem, end man normalt gør. Netop det forhold, at et valgforbund ikke kun hugger mandater fra modstanderpartierne, men også omfordeler mandaterne internt i valgforbundet, burde tit give anledning til flere overvejelser, end det gør.

Enhedslistens valgforbund ved regions- og kommunalvalget 2005
Liste Ø stillede op i 72 kommuner (af 98) og i alle fem regioner. Desuden opstillede mere eller mindre tværsocialistiske lister i fem kommuner, hvor vi ikke stiller lister. Det efterfølgende handler alene om liste Ø.

I de 77 regioner og kommuner, hvor liste Ø opstillede, var vi med i valgforbund i de 69. Kun i otte kommuner opstillede vi uden at være med i valgforbund.

Valgforbundene kan samles i tre hovedgrupper, alt efter politisk orientering:

1) 37 orienteret mod SF (liste F). 26 var med F alene, heraf 4 i regionerne. Desuden var 11 med F og små partier (Minoritetspartiet, KPiD, CD, Kristelige), lokale lister eller de Radikale (liste B).

2) 29 orienteret mod Socialdemokraterne (liste A). I 28 af disse indgik F også. I ni tilfælde var også B og/eller små partier og lokale lister med. Kun i én kommune (Vejle) var Øs valgforbund med A alene.

3) 3 orienteret mod Ø selv, nemlig to valgforbund, hvor der alene indgik små partier og lokale lister i valgforbundet (Albertslund og Region Hovedstaden). Også et, hvor B var eneste partner (Norddjurs), kan måske regnes hertil.

De otte kommuner uden valgforbund var overvejende kommuner, hvor Ø stillede op for første gang, men i øvrigt var uden chancer. Men også Gladsaxe, hvor Ø var sikker på mandater, hører til blandt disse kommuner.

F og A er altså Øs hovedpartnere, og i den efterfølgende analyse skal vi derfor kigge på både de faktiske og de mulige valgforbund med disse partier.

Resultatet af valgforbundene
I det følgende er liste Øs faktiske resultat i form af mandater sammenlignet med det resultat, listen havde fået med andre mulige valgforbund med A, F eller venligtsindede små partier og lokale lister. Det er kun Øs mandattal, der er undersøgt. Hvor vidt Øs valgforbund har givet F eller A eller andre lister mandater, er ikke undersøgt, lige som det heller ikke er undersøgt, hvilke konsekvenser alternative valgforbund ville have haft for sammensætningen af byrådene.

Det er kun undersøgt, hvad resultatet af de faktiske og alternative valgforbund gav eller ville have givet af mandater, ikke hvor tæt på, Ø var på at få et mandat eller et mandat til, afhængigt af valgforbundene. Jeg nøjes med et par eksempler på det.

Det har også været nødvendigt at forudsætte, at stemmetallene på de enkelte partier ikke er påvirket af de valgforbund, partierne indgår i.

Liste Ø opstillede som nævnt i 77 regioner og kommuner. Listen fik mandater 18 steder, nemlig i 14 kommuner og 4 regioner. 59 steder opnåede Ø ikke valg.

De allerfleste af de steder, hvor Ø ikke opnåede valg, var valgforbundet i den sammenhæng ligegyldigt. Uanset hvilket valgforbund (blandt de politisk tænkelige) Ø havde indgået, var man forblevet uden mandat i 58 tilfælde. Kun i Næstved  var årsagen, at man havde indgået “det forkerte valgforbund”. Valgforbundet i Næstved var med både A og F. Havde valgforbundet været alene med F, havde Ø fået et mandat. Altså et eksempel på den oven for nævnte mulige konsekvens af, at to mindre partier indgår i valgforbund med et større tredje parti.

Af de 18 steder, hvor Ø opnåede valg, spillede valgforbundene ingen rolle i 9 tilfælde. Uanset, om Ø havde indgået valgforbund eller ikke, og uanset med hvem (blandt de politisk tænkelige), var mandattallet forblevet det samme. Men i de andre 9 tilfælde spillede valgforbundet faktisk en rolle.

Valgforbundets betydning var dog lidt forskellig de 9 steder:

I Region Syddanmark og Rødovre var det i kraft af et valgforbund med F, at Ø fik et mandat. I Rødovre kunne valgforbundet have været udvidet med A uden konsekvenser, men i Region Syddanmark ville en udvidelse til A have medført, at Ø havde tabt mandatet igen. Her valgte man altså “det rigtige valgforbund”.

I Furesø, Gribskov og Helsingør var det et valgforbund med både A og F, som gav det enlige mandat til Ø, i Furesø var også en lokal liste med i valgforbundet og i Helsingør de Radikale. Alle tre steder ville alle tænkelige valgforbund, herunder dem uden A, også have givet mandat, men uden et valgforbund var det ikke gået.

I Frederiksberg gav valgforbundet med A, F og Minoritetspartiet et ekstra mandat. Et valgforbund med Minoritetspartiet alene havde været utilstrækkeligt, men alene med F var det gået.

I København betød valgforbundet med F og en række små lister også et ekstra mandat. Her ville et valgforbund med de små lister (eller blot Christianialisten) have været tilstrækkeligt til at sikre det ekstra mandat. Havde man udvidet også med A (men dette er næppe politisk tænkeligt), var resultatet blevet de fem mandater, Ø havde fået også uden noget valgforbund overhovedet.

I Albertslund og Region Hovedstaden, hvor der kun var indgået valgforbund med små partier, gav valgforbundet begge steder et ekstra mandat. I Albertslund ville en udvidelse af valgforbundet med F eller med A og F have betydet, at Ø havde mistet gevinsten. I Region Hovedstaden ville også et valgforbund med F have givet de tre mandater, man faktisk fik, mens en udvidelse også med A ville have ført til, at Ø kun havde fået to mandater. Begge steder valgte man altså “det rigtige valgforbund” ved at begrænse sig.

En slags konklusion
Det oven for nævnte problematiske ved at udvide valgforbund ud over to partier, når det tredje parti er større end en selv, viste sig i valget ved, at indgåelsen af valgforbundet med A kostede Ø et mandat i Næstved og kunne have gjort det i Albertslund, København, Region Hovedstaden og Region Syddanmark. Valgforbundene med A gav derimod ingen steder Ø et mandat, som ikke kunne være opnået alene med et valgforbund med F.

Hvor Ø er et rimelig stort parti, og det er muligt at indgå valgforbund med små partier og lister, er det også usikkert at indgå et valgforbund med F. I Albertslund ville et valgforbund med F have kostet et mandat. Men valgforbundene med F har dog i flere tilfælde skaffet Ø et ekstra mandat. Så overvejelser over valgforbund med F må afhænge af partiernes størrelse lokalt og vurdering af mulige alternativer.
 
Som en illustration af denne konklusion skal nævnes, at i Københavns kommune var Ø i  valgforbundet med F og de små partier og lister ret langt fra mandat nr. 7. Det var faldet som mandat nr. 62 i København, hvor der er 55. Havde valgforbundet været uden F, var Øs mandat nr. 7 rykket op som mandat nr. 56. Og i Lyngby-Tårbæk, hvor der er 21 mandater, betød et valgforbund alene med F, at Ø ville have fået mandat nr. 23; et valgforbund med både A og F havde placeret Øs mandat som nr. 24. I begge tilfælde ville udvidelsen af et valgforbund af mindre partier med det større parti altså virke negativt for Ø.

Disse negative virkninger skal selvfølgelig vejes op mod andre (positive) virkninger ved at indgå valgforbund, hvor ens politiske venner vinder noget på modstanderes bekostning. Men det spørgsmål, man i hvert fald en del steder i et parti af Enhedslistens størrelse bør stille sig, er om et stort valgforbund virkelig er så meget vigtigere end et lille, at vi skal løbe den risiko, at det kan koste os et mandat.

Bilag	Størrelse
KV05Valgforb.doc	37 kB