Kommunerne vil spare på ældreområdet

De ældre er kommunalt sparemål nr. 1

De ældre er blevet den befolkningsgruppe, som flest kommuner har høstet besparelser i. Det fremgår af en undersøgelse foretaget af Epinion for Forbundet af Offentligt Ansatte (FOA). Hver tredje kommune forudser ligefrem et direkte fald i de samlede udgifter til ældreområdet allerede næste år på trods af, at ældrebefolkningen vokser!

Ældre Sagens direktør, Bjarne Hastrup mener, at grænsen er nået og nævner områder som eksempelvis at få hjælp til at komme i tøjet. Ældre medborgere kan uden at få hjælp bruge den halve dag på at komme i tøjet. “Det er under den etiske grænse. Man er i gang med at skære på kernevelfærden”, udtaler Bjarne Hastrup.

Formanden for FOA Dennis Kristensen udtaler: “De ældre har ikke nær den magt, som børnefamilierne har.”

(Ovenstående kan læses i dagbladet Politiken d. 5. juni.)

Enhedslistens Ældrepolitiske udvalg arbejder for at ældreområdet skal fylde – meget – mere i den politiske dialog over hele landet. Vi opfordrer til, at I derude deltager – også selv om man ikke har nået alderen til at at være del af den ældre befolkning.

Enhedslistens ældrepolitiske udvalg opfordrer til at besøge nogle gode hjemmesider, hvor man kan få information om det store politiske arbejde, der bliver gjort. Herunder ikke mindst af fagforeningernes seniorklubber.

For eksempel LO Faglige Seniorer www.losenior.dk herunder alle LOs faglige Seniorklubber over hele landet, som man kan finde på forsiden. Ældrepolitisk udvalg har et fortrinligt samarbejde med Los Faglige Seniorer i Storkøbenhavn.

Også Ældre Sagen har en hjemmeside, der kan besøges med udbytte: www.aeldresagen.dk