Møde i Ældrepolitisk udvalg

Møde i Ældrepolitisk udvalg/Enhedslisten

1. november 2012 i Kollektivhuset Høje Søborg

Til stede: Willi Bjerregaard, Jørgen Tved, Ole Nielsen og Dorthe E. Harvest

Ældrepolitisk udvalg holdt sit tredie møde med at mindes Erik Staudt, som er afgået ved døden siden udvalgets sidste møde.

Vi enedes om at koncentrere os om nogle få hovedpunkter, som til gengæld skal være dem, vi går ud og gør alt for at få sat fokus på.

Økonomien og den nøgne folkepension

Udvalget finder fastsættelsen af en fattigdomsgrænse vigtig som et redskab, der kan handles ud fra og et middel til at måle, om de tiltag, der gøres for at bekæmpe fattigdom, har den rette virkning.

Kommende pensionister bekymrer sig om økonomien. De, der skal leve af folkepensionen med lidt tillægspension og lidt ATP chokeres ofte over, hvor brat økonomien falder, når man går fra arbejdsliv til folkepension. 130.000 kr. om året – før skat – er i gennemsnit det, over 30 procent af landets pensionister skal leve af. Det drejer sig især om industriarbejdere, medarbejdere i landbruget, folk i butiks – og detailhandelen og andre, der ikke nåede at komme med i de nu eksisterende pensionsordninger.

Økonomien er afhængig af, hvor man bor: Huslejer og boligpriser er lavere i provinsen, mange er delvis selvforsynende o.s.v., men gennemgående betyder den skrabede økonomi, at små ting påvirker budgettet:

F.eks. er mange ældre havnet i en form for økonomisk fælde ved at sidde i eget hus, som de ikke har råd til at vedligeholde og betale skatter og afgifter for, men heller ikke er i stand til at sælge på grund af krisen. I stedet burde kommunerne gå ind og overtage ejendommene, betale skatterne, men lade beboerne forblive i deres boliger. I Island gik staten frem efter en hidtil uprøvet model, hvor ingen tilsyneladende måtte gå fra hus og hjem, men red igennem krisen ved at staten midlertidigt overtog ejendommene. Vi bør studere den islandske model langt mere indgående her i landet og tage ved lære af den i vores krisesituation.

F.eks. har ældre gennemgående svært ved at bede om hjælp, også selvom de har krav på den, ligesom de viger tilbage for at klage over uretfærdige afgørelser. Med de nye klageregler med kun én klagemulighed forsvinder muligheden for at kunne klage lokalt. Derfor mener udvalget, at Enhedslisten ikke burde have støttet forslaget. Pensionister vil også i mange tilfælde holde sig tilbage for at anke en sag af hensyn til omkostningerne.

F.eks. rammer forslaget om kun at give tilskud til én årlig gang tandrensning især pensionisterne. Som den første generation med egne tænder er vedligeholdelse af tænderne en vigtig, sundhedsmæssig forebyggelse, men det koster penge at vedligeholde sine tænder. Dem har man ikke med et yderst skrabet budget, og så vælger man tandlægebesøget fra. Derfor er vi stærkt imod forslaget om at overføre penge fra området til opførelse af ny fængsler. Hent pengene et andet sted.

F.eks. er medicinudgifterne for de fleste ældre ret høje. Nogle fravælger ellers vigtig medicin af økonomiske grunde for at få mad på bordet i stedet. Medicinudgifter for ældre hører hjemme under faste udgifter, når en fattigdomsgrænse skal fastlægges.

F.eks. er offentlige dummebøder ikke indtægtsbestemte. Derfor bør der indføres indtægtsbestemte bøder, så f.eks. buspassageren med mimrekortet ikke skal af med samme beløb som personen i arbejde, hvis de forvirrende regler i Københavnsområdet for anvendelsen af mimrekortet overtrædes. Udvalget ønsker, at Enhedslistens eksperter på området undersøger, hvilke regler der gælder for de forskellige bøder, og hvis nogle bøder (fartbøder f.eks.) er indtægtsbestemte, da gøre opmærksom på det uretfærdige og prøve at få det ændret.

F.eks. skal en fyldt 80-årig hvert år have sit kørekort fornyet. Det betyder en ekstraudgift på 500 kr. I stedet kunne det offentlige tilbyde gratis lægetjek til alle over 67 år, og derved både lave forebyggende arbejde og samtidig gratis orientere myndighederne om borgerens evner til at føre et automobil.

F.eks. stiger udgifterne til varme hvert år. Udvalget mener, at loftet over varmehjælpen bør fjernes. Det rammer mange ældre i dårligt isolerede boliger.

F.eks. betyder digitaliseringen øgede udgifter for borgerne. Det problem bør optage Enhedslisten mere, end det gør. I Halsnæs Kommune er kun 16,8 % digitaliserede. Resten er IKKE. Der er ikke plads i et pensionistbudget på den nøgne folkepension til digitaliseringen. Ud over anskaffelsen af en PC´er, skal der bruges penge på et abonnement, hvortil kommer driften og vedligeholdelsen – når brugeren endelig er nået frem til at kunne benytte PC´eren.

Udvalget finder, at Frelsens Hærs parole om at: “nød er nød og at folk, der er i nød, skal hjælpes her og nu” bør støttes. Vi kan sagtens gøre den parole også til vores.

Den ny teknologi

Omkring indførelsen af ny teknologi må hovedkravet være, at den kun skal indføres som en hjælp, og ikke af sparehensyn. Vi finder, at mange af de nye, teknologiske hjælpemidler kan være til stor gavn for ældre og handicappede, så vi er ikke maskinstormere, men de bør ikke erstatte menneskelig arbejdskraft. F.eks. er der ved at blive etableret kraner til personløft i ældreboliger og på plejehjem med det formål at spare arbejdskraft. Men een person kan ikke løfte patienten fra f.eks. sengen over i kranens sejl alene – der skal to personer til.

Udvalgsarbejdet i Enhedslisten

Udvalget vil arbejde på at få flere medlemmer og især efterlyse interesserede fra landets forskellige områder. Når vi bliver flere, ønsker vi at få repræsentanter med i andre, relevante udvalg som f.eks. udvalget om ældreråd, om folkepension, om trafik og om boliger.

Ældrerådene

Udvalget har den opfattelse, at vi bør være opmærksomme på ældrerådene, da der kan øves en vis indflydelse på politikerne ad denne vej. Vi bør prøve at finde interesserede, som vil stille op til valg til ældrerådene lokalt.

En ældrehøring

Udvalget foreslår afholdelse af en ældrehøring i lighed med høringen om en fattigdomsgrænsen. Vi har mange andre emner, som der skal sættes ind på på længere sigt, f.eks. afskaffelsen af satspuljen, forhøjelse af persontillægget og fjernelse af ældrechecken, og udbetaling af pengene fra Den sociale Pensionsfond, til dem, der har indbetalt dem – nemlig dagens pensionister. Høringen bør afholdes inden kommunevalget og spørgsmålet er, om vi kan gøre det sammen med LO Faglige Seniorer i Storkøbenhavn, som vi har indledt et samarbejde med. En sådan høring kan forhåbentlig også ruste de kommende nye medlemmer af kommunalbestyrelserne og give dem bedre redskaber i deres politiske arbejde for Enhedslisten