Fra Finn Sørensen

Finn Sørensen

Tirsdag, 28 januar, 2014

Enhedslisten forhandler gerne, men frygter, at regeringens ældreudspil baner vejen for nye nedskæringer. Rettigheder er nødvendige.

Regeringens ældreudspil, som skal forhandles i disse dage, går fuldstændig udenom håndfaste ældrerettigheder og koncentrerer sig særligt om rehabilitering og hjælp til selvhjælp.

Mere hjælp – ikke kun til selvhjælp

Det sidste kan blive en undskyldning for at tildele endnu mindre hjælp til de ældre, der i forvejen mangler både hjælpemidler og hjemmehjælp, frygter socialordfører Finn Sørensen.

“Rehabilitering skal – ligesom velfærdsteknologi – indføres i respekt for de ældres selvbestemmelse. De ældre må ikke blive straffet ved at få frataget al hjælp, hvis de ikke magter genoptræningen”, siger han.

“Det er fint med hjælp til selvhjælp. Men regeringen lægger op til at bruge rehabilitering som middel til at gøre det sværere at få hjemmehjælp. De vil pålægge kommunerne forbud mod at tilbyde hjemmehjælp, før de ældre har været igennem et rehabiliteringsforløb”.

Dobbeltmoral i forhold til kommunalt selvstyre

Finn Sørensen finder det forunderligt, at kommunen gerne detailstyrer kommunerne, når det gælder om at begrænse adgangen til hjemmehjælp. Kommunalt selvstyre var ellers argumentet for at afvise Enhedslistens forslag om ældrerettigheder under i finanslovsforhandlingerne.

“Kommunalt selvstyre må åbenbart godt begrænses, når målet er besparelser, selvom der allerede er skåret drastisk i ældreplejen. Hvilket endnu engang understreger, at der virkelig er brug for ufravigelige rettigheder til de ældre”, siger han.

“Vi forhandler selvfølgelig gerne om udspillet. Men for os er det afgørende, at de ældre får mere hjælp – ikke blot til selvhjælp, men i det hele taget. Det må ikke blive endnu sværere at få hjemmehjælp. Og der må heller ikke slækkes på kommunernes forpligtelse til de forebyggende hjemmebesøg, som i mange tilfælde forhindrer hospitalsindlæggelser “.

Finn Sørensen