800 ældre rammes af ny konkurs

Pressemeddelelse fra FOA Presse sendt kl. 14:19 tirsdag d. 31. maj 2016

Endnu en konkurs rammer 800 ældre

Det private plejefirma BR Service er gået konkurs. “Konkursbølgen fortsætter uden ende,” siger Dennis Kristensen, FOA.

Det private hjemmeplejefirma BR Service er gået konkurs. Dermed kastes cirka 800 ældre borgere i Aarhus og 13 borgere i Hedensted ud i usikkerhed. Knap 100 ansatte mister samtidig deres arbejde.

Det er kun 13 dage siden, at Tammys Hjemmepleje APS gik konkurs i Slagelse. I februar måned var det Vitaplejes konkurs, der ramte Gladsaxe, Hvidovre, Tårnby, Dragør og Lejre kommuner.

“Konkursbølgen fortsætter uden ende. Hver gang er det de ældre og de ansatte, der må betale regningen med utryghed og tab af job,” siger FOAs forbundsformand Dennis Kristensen.

Han opfordrer de kommunale politikere til at beskytte deres borgere bedre. Konkursen i BR Service kan nemlig føjes til en hastigt voksende liste over konkurser i den private del af hjemmeplejen.

Ifølge FOAs optælling har minimum 9.100 borgere nu været berørt af konkurser i den private hjemmepleje inden for de senere år. FOA anbefaler bl.a., at virksomhedens økonomi vurderes, før de får lov til at passe ældre og børn, og at kommunerne sørger for at skrive arbejdsklausuler ind i kontrakterne.

Derudover mener FOA, at kommunerne – før de indgår en aftale – bør tage grundigt bestik af, hvilke kompetencer en privat plejevirksomhed råder over i form af uddannet personale og ledelseskompetencer.