Velfærd frem for skattelettelser

Pressemeddelelse fra FOA Presse sendt kl. 14:34 onsdag d. 1. juni 2016

Danskere: Velfærd frem for skattelettelser

Kvaliteten i børnepasningen, ældreplejen, sundhedsvæsenet og på skolerne er nu så udhulet, at der skal bruges flere penge på bedre velfærd. Det siger et overvældende flertal af danskerne i en ny Epinion-undersøgelse. Danskerne vender dermed tomlen nedad til skattelettelser.

Næsten 7 ud af 10 danskere oplever, at udviklingen af kvaliteten af velfærdsydelserne er blevet væsentlig eller lidt ringere i løbet af de seneste 5 år. Det gælder både hjælpen til socialt udsatte, handicappede, børn, ældre, sundhed og beskæftigelsesområdet. Det viser en ny undersøgelse, som Epinion har foretaget for Danmarks Lærerforening, Dansk Socialrådgiverforening, FOA, BUPL og HK Kommunal.

Selvom flere politikere siger, at kommunerne kan hente penge hjem ved at effektivisere og tilrettelægge arbejdet smartere, så tror et flertal af danskerne ikke på, at der kan spares mere i den offentlige sektor uden, at det går ud over kvaliteten. Det er især de 35-55 årige, der ikke mener, at der kan spares uden, at det går ud over kvaliteten.

I undersøgelsen bliver danskerne samtidig spurgt, om de ønsker, at overskuddet på statens finanser bliver brugt til bedre velfærd eller til skattelettelser. Også her er svaret klart: 68 procent peger på bedre velfærd. Kun 15 procent ønsker skattelettelser. Det gælder uanset hvor i landet man bor, og hvor lang en uddannelse man har. Kun blandt Liberal Alliances og Konservatives vælgere er der flertal for at bruge et overskud på skattelettelser.

Samtidig understreger mere end 6 ud af 10 danskere i undersøgelsen, at kommunerne bør kompenseres økonomisk i forhold til både det stigende antal ældre og det stigende antal flygtninge.