Af Ældrestyrken, Gladsaxe
Stigende fattigdom og øget forskel mellem rig og fattig – også blandt de ældre i Danmark Vi har i mange år i Danmark kunnet glæde os over at være det land i verden, hvor der var størst økonomisk lighed. Det var dengang i 1990’erne. Sammen med de øvrige nordiske lande og enkelte andre, bl.a. Japan og Holland, fik vi tegnet en klar profil internationalt om, at ”den nordiske model” betyder større lighed.
Men i perioden 2001 til 1009 fik vi pludselig den næsthøjeste vækst i ulighed blandt de vesteuropæiske lande, og vi røg i 2009 ned på en sjetteplads blandt de vesteuropæiske lande og er senere røget endnu længere ned. Selv en række lande i det tidligere Østeuropa har nu, ifølge EU’s opgørelser, større økonomisk lighed end Danmark – det gælder bl.a. lande som Slovakiet, Slovenien og Tjekkiet. Denne udvikling skyldes den politik, som er ført i Danmark: Huspriserne er stedet voldsomt (bl.a. på grund af de særligt favorable ordninger for huslån i Danmark), og der er blevet givet skattelettelser til de rigeste mens folk i bunden fik reduceret de offentlige ydelser.
Den politiske begrundelse var, at det var nødvendigt for at vi kunne klare os i den internationale konkurrence og dermed undgå at tabe markedsandele. Samtidig viste en undersøgelse, der blev gennemført for Politiken, at 81% af den danske befolkning var helt eller delvis enige i, at der er for store økonomiske uligheder. Næsten halvdelen af dem var helt enige heri. Ser man på indkomsten i forskellige dele af befolkningen, viser det sig, at den fattigste tiendedel i denne periode, fra 2001 til 2009, fik et fald i realindtægten, mens den rigeste tiendedel fik en fremgang i deres indtægt, der for perioden i gennemsnit var større end den samlede gennemsnitlige disponible indtægt for den fattigste gruppe. Vi skal se denne udvikling i lyset af, at større ulighed har en negativ effekt for os alle – rige som fattige. Studier fra mange lande viser nemlig, at der med voksende ulighed følger en masse sociale problemer, som psykisk sygdomme, stress, og vanskeligere børn, samt en række sygdomme som fedme, hjerte-kar problemer og misbrugsproblemer. Og ud over at være en katastrofe for den enkelte, så koster det samfundet dyrt! Brutalt kan det opsummeres med at fattige i gennemsnit dør ca. 10 år tidligere end velstillede.
Fattigdommen er den voksende uligheds følgesvend, og antallet af fattige er steget i den samme periode op gennem 1990’erne. Opgjort ud fra det fattigdomskriterie, som netop er blevet vedtaget i Folketinget, er antallet af fattige fordoblet i Danmark fra 2001 til 2011. Gladsaxe Kommune placerer sig i denne opgørelse på en 29. plads (ud af 96 kommuner) – dvs at der kun er 28 kommuner, hvor andelen af fattige er større end i Gladsaxe. Det er jo ikke specielt imponerende. Disse beregninger understøttes af en helt ny undersøgelse, som tænketanken Kraka netop har gennemført. Den bekræfter, at antallet af fattige i Danmark i perioden er steget fra fra 23.500 til 46.600 personer. Det vedtagne fattigdomskriterie forudsætter, at man for at blive betegnet som fattig i tre år i træk skal have haft en indkomst, der er mindre end halvdelen af det, man kalder ”medianindkomsten”. Det er det beløb, hvor lige mange danskere tjener mere og mindre. Hvis man i stedet opgør det, der kaldes ”den et-årige lavindkomstgruppe”, dvs gruppen, der ligger under den definerede fattigdomsgrænse i blot et enkelt år, vil antallet af fattige være fire gange så stort. Det er denne gruppe, som er på vej til at falde under fattigdomsgrænsen, hvis de ikke øger deres indkomst.
Det umiddelbart truende fattigdomsproblem er altså fire gange så stort som det, der bliver opgjort. Hertil kommer, at antallet af ledige, der med regeringens nye lovgivning falder for modtagelse af kontanthjælp jo ikke blev de 4.000, som regeringens økonomer havde forudset, men i stedet bliver vel over 30.000 personer. Og det er vel at mærke en gruppe, som også i fremtiden år for år vil blive forøget med omkring 3 – 4.000 personer. Det er netop denne gruppe, som er i særlig fare for at falde under fattigdomsgrænsen. Men man skal som sagt have været fattig i 3 år i træk for at blive registreret, så det er først om tre år, at vi vil se en voldsom yderligere stigning i antallet af registrerede fattige.
Væksten i andelen af økonomisk fattige har været større i særligt udsatte boligområder end i resten af landet, og ca. en femtedel af de økonomisk fattige bor i dag i almene boliger. Blandt dem er der en stærk overrepræsentation af personer med ikke-vestlig baggrund. I særligt udsatte boligområder var andelen af fattige i 2011 steget til omkring 4,5% – i enkelte boligbebyggelser helt op til 7%. Den vedtagne grænse for fattigdom er lagt lige under den indtægt, som ældre, der alene lever af folkepension har. Men grænsen vil jo år for år rykke sig i takt med at medianindkomsten ændrer sig. Fortsætter udviklingen som den har været i de sidste år, kan man derfor forvente at et ganske betydeligt antal fattige inden for de nærmeste år vil falde under grænsen og blive betegnet som ”fattige”. Det er måske en af årsagerne til, at der i den sidste tid, og specielt omkring finanslovsforhandlingerne, har været stor fokus på at forbedre de ældres forhold.
Hans Genefke Jørgensen
